
DRØMMER OM / BANEGAARDEN / SØNDAG 7. JUNI KL. 15 / GRATIS
Ude på BaneGaarden i Jernbanebyen midt mellem Sydhavn og Vesterbro kan du nyde søndagssol og drømmepop med mod og noget på hjertet i et omfavnende lydunivers. Bandet hedder Drømmer Om, og det er et relativt nyt navn på den danske indiescene.
Det er en dansksproget duo, der med en rå og rørende lyd, dybsindige tekster og en nærværende tilstedeværelse kaster lys på hverdagens indre landskaber og giver plads til fortvivlende tanker og ekstatiske følelser.
Drømmer Om består af sanger, Caroline, og producer, Steffen, og bandet bevæger sig indenfor genren alternativ indiepop og blander hele tiden det organiske med det elektroniske og det drømmende lydunivers med tekster, der slår hårdt.
Med en dragende og nuanceret vokal, der træder frem som et instrument i sig selv, og et eksperimenterende og omfavnende lydunivers åbner duoen døren ind til deres inderste – og lader publikum komme med helt derind, hvor det både gør lidt ondt og føles fuldstændig rigtigt.
Tip: Koncerten er del af en triplekoncert på BaneGaarden, hvor man også kan høre koret Ars Nova kl. 14 og The Orgelheimers kl. 16.