
ARS NOVA COPENHAGEN / BANEGAARDEN / SØNDAG 7. JUNI KL. 14 / GRATIS
VERIDITAS – NATURENS SANGE
Hvad vil det sige at lytte til den levende verden? Koncertens titel refererer til et begreb, skabt af middelaldermystikeren Hildegard von Bingen, for hvem viriditas beskrev den grønne, livgivende kraft, som strømmer gennem planter, mennesker, musik og ånd — den stille energi af vækst, fornyelse og forbundethed, der forener skaberværket.
Velkommen til en korkoncert i nogle anderledes rammer ude på BaneGaarden – byens grønne oase midt mellem Sydhavn og resten af byen. Glæd dig til en søndag eftermiddag med plads til både eftertanke og nydelse, hvor vi gennem musikken genforbinder os med den grønne puls, som løber gennem verden, det hele kraftfuldt formidlet af Ars Novas sangere og chefdirigent Sofi Jeannin.
Koncerten sammenvæver musik fra otte århundrede og lader Hildegard og Tallis møde komponister fra vores egen tid. Fuglesang, vind, planter og forestillede landskaber klinger gennem programmet og inviterer os til at høre naturen ikke blot som baggrund, men som medspiller og ledsager.
Musikken dvæler til tider ved skønhed og leg; andre gange standser den op for at reflektere over tab og ansvar og sætter gennem stærke nyskrevne værker fokus på menneskets rolle i den aktuelle biodiversitetskrise — heriblandt i Declared Extinct, et helt nyt værk af den unge fransk/engelske komponist Heloise Werner, som er bestilt af Ars Nova og får sine første opførelser her. Men selvom der altså vil være tid til eftertanke og måske ligefrem sorg, skaber programmet først og fremmest rum for forundring, nysgerrighed og glæde: musik, der rasler, spirer, danser og ånder. Fra renæssancens polyfoni til Caroline Shaws vidtåbne klangverdener fejrer viriditas den vedvarende menneskelige trang til at lytte, at drage omsorg og at forestille sig nye måder at være i samklang med verden omkring os på.
TIP: Koncerten er del af en festlig og farverig musikalsk søndag eftermiddag ude på BaneGaarden, hvor du også kan opleve altpop ved duoen DRØMMER OM kl. 15 og orgeljazz med mer’ ved THE ORGELHEIMERS kl. 16.