VESSELIL // SØNDAG 9. JUNI KL. 14.00 // BANEGAARDEN // FRI ADGANG

Vesselil åbner SV-festivalens finalesøndag ude på Banegaarden i Jernbanebyen midt mellem Sydhavn og Vesterbro!

Oplev folketrioen, der med både jazzet og ny-kompositorisk tilgang til folkemusikken sætter scenen for nabolag mellem genrer! Vesselils stemmer og strygeinstrumenter giver nyt liv til Nordens gamle folkeviser og formidler de tidløse tematikker med spilleglæde, elegance og groove Der er med andre ord kontemporær folkemusik på programmet.

Besætningen udgøres af violin, bratsch og cello, hvor endvidere sangen har en centralrolle i musikken. De tre unge musikere vægter det personlige udtryk højt og sætter et unikt præg på den nordiske folkemusiktradition. De har gravet i mulden af den nordiske sangskat, ført den til nutiden og flettet den sammen med egne kompositioner og improvisatoriske elementer. I glimt høres tilmed strejf fra varmere himmelstrøg i deres intense og delikate samspil. Med stor kvalitetsbevidsthed udforsker trioen strygeinstrumenternes muligheder og sangstemmerne som smelter sammen i livsbekræftende budskaber. Vesselil bevæger sig ofte i grænselandet mellem det glædessprudlende og det melankolske og formidler den dybde og styrke, som findes her.

Elisabeth Dichmann – violin, sang
Clara Tesch – violin, bratsch, sang
Maja Aarøe Freese – femstrenget cello, sang

Koncerten er del af finalesøndag ude på Banegaarden i Jernbanebyen, hvor BAUN går på kl. 15 og SELVHENTER kl. 18!