SOLBORG/BANKE/HEEBØLL // SØNDAG 6. 9 KL. 13 // KIRKESKIBET 2450 // GRATIS

Det er september, det er søndag og den er sonisk! Glæd dig til en eftermiddag ombord på det gode skib, Kirkeskibet, som er en husbåd lige ved Alfred Nobels Bro. Her kan du opleve den eksperimenterende musiker Mark Solborg (guitar og electr.) i samarbejde med Anders Banke (saxofon), som er noget ganske særligt. De har spillet sammen så længe, og i så mange sammenhænge at det, når det er bedst (med andres ord), kan gå hen og blive telepatisk. Som prikken over i’et samles de rytmiske mønstre og udtryk af trommeslager par excellence Bjørn Heebøll (fra bl.a. Slaraffenland, Bisse og Niels Skousen). Uden at de på nogen måde fornægter en lyrisk og smuk side er der alt andet lige skrald og smæk på her i et materiale bestående af både egne værker og udvalgte favoritsange taget under kærlig behandling.

Koncerten er del af SONISK SØNDAG, som kl. 12 præsenterer præsenterer THE NETS med Mads Nørgaard, Bartal Læarsson og David Besiakov på Kirkeskibet samt et nyt lydværk af Peter Albrechtsen og Sun Hee Engelstoft kl. 14 på Alfred Nobels Bro.

OBS: Grundet aktuel forsamlingsrestriktion gældende for kirker og sogne er der kun plads til 30 publikummer på husbåden.  Det vil være muligt at købe forfriskninger, kaffe og kage, men pga. restriktioner ikke mad, den må man til gengæld selv gerne tage med.