RØDE FAR // SØNDAG 9.6 KL. 20 // KELLERMANS CAFE // FRI ENTRE

Hvis C.V. Jørgensen, Leo Mathiesen og Troels Trier havde et band, ville det sikkert lyde lidt som Røde Far. Plads til både jazz, vals, rock og protest. Plads til leg, humor, sarkasme og alvor. Spilleglæde og stolthed over sange med holdning og humor.

Røde Far sender kærlige og anerkendende tanker til kunstnerkollektivet Røde Mor imens protestsangen tages ind i det nye årtusinde. Væk er det ræverøde 70’er-perspektiv og ind kommer en bidende (selv-) kritik af det magelige middelklasselivs fælder, hvor idealer, altruisme og letkøbt socialisme hurtigt drukner i komfort, carport og ligusterfascisme.

Røde Far savner protesten!! Der er et vakuum i æteren for tiden. Der mangler sange om demokratiet, klimaet, racismen, populismen, magten og hykleriet. Det vil Røde Far gerne være. En sten i skoen. Et stykke hvidløg i frugtsalaten.

Line-up: Thomas Mentzer (trommer), Hans Emborg (bas), Anders Hald (guitar), Carsten Jul (keys), Rasmus Dietz (banjo), Jeppe Guldagger (vokal)