LIL LACY // SØNDAG 5. JUNI KL. 14 // YUM YOGA & CAFÉ // FRI ENTRÉ

Til SV-festivalen kan du opleve den alsidige og nyskabende komponist Lil Lacy, når hendes spritnye værk ‘Sonic Architecture’ bliver opført af den fremadstormende Københavns Messingkvintet. Værket præsenteres i uformelle rammer under en udendørskoncert ved Yum Yoga & Cafe midt i et omgivende arkitekturlandskab i det nye Sydhavn.

Lil Lacy er klassisk komponist, rytmisk sanger og eksperimenterende cellist. Hun har udviklet en nysgerrighed for både improvisation og komposition i forskellige kreative kollaborationer og en lang række af kunstneriske projekter og er modtager af Léonie Sonnings Talentpris 2020.

Venue: Yum Yoga & Café, Alliancevej 22, København SV

Vi har voxpoppet Lil Lacy om værket Sonic Architecture og Sydhavnen..

1) Hvad er historien bag dit værk?

Værket er inspireret af konstellationen; 5 messinginstrumenter. Instrumenter som kan spille silke blødt, max metallisk, dynamisk meget varieret og med en potentiel meget stor volumen, som også er yderst interessant at afsøge i udendørs arrangementer.

Vi søger med dette værk at undersøge lydens arkitektur, både i.f.t. musikken internt mellem de 5 musikere og deres sammenspil, klang, kompositionens forløb og egen logik i mødet med musikernes tildelte friere passager og mulighed for tolkninger af særlige klange m.v.

Denne tildelte frihed eller komponerede fleksibilitet i.f.t. musikken, er givet så kvintetten kan forme værkets klange til forsk. stedspecifikke udendørs rum, der alle reagerer, responderer, forstærker, fremhæver eller dæmper vidt forskellige dele af værket, afhængig af den resonans og klang som arkitekturen (de vægge, materialer, åbne områder og dagligliv), det sted hvor messingkvintettens koncert foregår.

2) Hvad kan publikum forvente ift. værket?

Værket varer ca. 16 min. Vi kommer igennem en rejse ud i klange, melodier og forsk. forløb. Visse steder er der mere rytmiske passager, visse steder en auditiv simulering af et åbent hav med fragtskibe der ligger og venter på at komme i havn og med deres skibshorn (eller tågehorn) der kommunikerer sammen på tværs af afstande. Værket indeholder passager til at undersøge klang og idéer til at undersøge afstand, ekko m.v. Og så er der visse referencer til havet og skibe – inspireret af Sydhavnen og livet her.

3) Kender du Sydhavnen forvejen (for hvad?)…

Jeg har ikke opholdt mig meget på Sydhavnen i de nybyggede områder. Dog spillede jeg med Valby Vokalgruppe på SV festival på en kaffebar i det nyere Sydhavnen for nogle år siden.

Det var en rigtig dejlig oplevelse og det virker som om der sker mange spændende ting og initiativer i området – og det har udviklet sig utroligt meget bare på de sidste par år!

Jeg har i 2021 skabt musik tril en lydvandring i samarbejde med Kristian Byskov, Margarita del Carmen og Sydhavn Teater som hedder “Landet hvor bierne blomstrer”

4) Beskriv Sydhavnen med et ord eller to, hvilke popper frem?

Kontrastfyldt, undersøgende, nysgerrig, nyt og gammelt, visionært på tværs af tider, gråt og farverigt, vand..