LASSE SCHWANENFLÜGEL PIASECKI // MANDAG 10.6 KL. 15-16 OG KL. 16.30 – 17.30  (2 SHOWS) // ØSTRE KAPEL

Lasse Schwanenflügel Piasecki er dette års portrætkomponist på SV-festival. Han har i mange år arbejdet med at udvide sine kompositoriske udtryksmidler, fra indkapsling af tiden til stærke visuelle udtryk. Piasecki har ofte helt eller delvist baseret sin musik på koncepter, der befinder sig i et audiovisuelt grænseland. I flere værker inddrager Piasecki aspekter af virkeligheden i musikken, eksempelvis ved at tematisere skrøbeligheden i koncertsituationen.

Lasse Schwanenflügel Piaseckis musik er blevet spillet af anerkendte danske ensembler for ny musik, her iblandt Esbjerg Ensemblet, Athelas Sinfonietta, Århus Sinfonietta, 4Reeds og Ensemble Zoom. The Arditti Quartet uropførte i 2006 hans første strygekvartet. Ensemble Intercontemporain uropførte i 2012 værket “Romance for conjoined musicians”. Piaseckis musik er opført i hele Norden. Fornylig har den højt profilerede internationale konkurrence for musikteater, Music Theatre NOW, præmieret Lasse Schwanenflügel Piaseckis opera Falling Awake.

På SV-festivalen er der københavnerpremieren på den filmiske forestilling: The Curtain, og i potrætkoncerten andre nyere værker af komponisten spillet af Krumbuktus. Programmet består af 4 værker der alle har visuelle elementer. Et magisk skyggespil for basfløjte, guitar og strygetrio i For kun balloner når himlen, et grotesk billede på relationen mellem børn og voksne i Lost in you for klarinet og sopransaxofon, 2 musikere på en cello i Duet for one, og dialektisk kærlighed i Cover me for sologuitar. Ved premieren til For kun balloner når himlen, skrev en anmelder: “Dette lille værk er simpelthen genialt. Man taler så meget om, hvordan man skal håndtere formidling af klassisk musik – men dette værk er genialt, fordi der er en helt klar overensstemmelse mellem de få og enkle elementer: der er kun musikken og skyggen. Men skyggen gør den forholdsvis komplicerede musik meget enkel og forståelig” /Jens Dreyer, 12.05.2016

Koncerterne foregår ud på Østre Kapel (Sydhavn Teater) på Vestre Kirkegaard lige ved Sydhavn Station.

Stor tak for støttebidrag:  DKF – produktionspulje / ”Projektet er støttet af Koda Kultur/with support from KODA Culture” og Augustinus Fonden