HÔY LA // TIRSDAG 7. JUNI KL. 20 // KARENS MINDE KULTURHUS // ENTRÉ 50,-

Hôy la er den norske producer og komponist Ingri Høyland Kvamstad, der har haft base i København de sidste mange år. Et musikalsk projekt, der vender de indre oplevelser af angst, vrede og sårbarhed til et sonisk univers. Som en fælles åbenbaring af, hvordan disse følelser deles blandt mange. Hôy La undersøger spændingerne i en verden, der individualiserer psykisk smerte. Gennem dissonans og opløsning, gentagelse og isnende sindsro bryder Hôy Las musik ind og tvinger det delte traume ud i lyset.

Med titlen på hendes seneste album ‘There’s a Girl Inside My Brain Who Wants to Die’ tager kunstneren udgangspunkt i Tove Ditlevsens digt ”Der bor en ung pige” fra den kanoniske samling Kvindesind, hvis tekster vender de barske følelser, man ofte vil gemme væk – som et billede på menneskets forfald, hvor misbrug fortærer livsglæden. Det, som holder fast, er mindet om en ung pige, der tror på, at det hele nok skal gå.

GAFFA skrev fornylig i en 4 stjernet anmeldelse: ‘Hôy La tør at være lige så ærlig og konfronterende som Ditlevsen. I hendes nutidige udgave er det dog med budskabet om en generation, der bruger al sin energi på at bevare en fysisk perfektionisme frem for at tage hånd om de svære følelser i et stress- og angstpræget konkurrencesamfund’…

Hôy La har allerede opnået at være VEGAs Udvalgte, og med sit band har hun spillet på bl.a. Øyafestivalen, SPOT-festival og Roskilde festival i 2019. I 2020 spillede Hôy La på Berghain i Berlin og har tillige været på tour i Japan.

Line-up: Ingri Høyland Kvamstad (Lead vocal + sampler 1 +2 + synth), Ida Urd (Vocal + bass-+synth) og Astrid Nørgaard (synth + sax)

Venue: Karens Minde Kulturhus (Dansepavillon), Wagnersvej 19, København SV