HENRIK EGEDE-LASSEN // FREDAG 11. JUNI KL. 19.00 //KLEIN CAFESCENE // FRI ENTRÉ

Kom rigtig meget sydpå, når eventyrer Henrik Egede-Lassens i samspil med Thomas Agergaards Kvartet fortæller om det sydligste syd, Antarktis. Scenen er sat til en unik oplevelse med synergiske vekselvirkninger i mødet mellem foredrag, billeder og impro-musik i en fortællekoncert, hvor alt kan ske…

Henrik Egede-Lassen har skrevet bogen ´Hvis jeg overlever det her – bliver det en god historie’ om et liv sprængfyldt med eventyr, grænseoverskridende påfund og vanvittige situationer. Bogen ville være  utroværdig, hvis den havde været fiktion. Men naturfotograf, foredragsholder og tv-vært Egede-Lassens beretning om sit liv og karriere er 100 % sandfærdig, selv om man kniber sig i armen…

Under fortællekoncerten viser Henrik fotos fra sine syv vilde ture til Antarktis. Han er den første dansker, der har dykket der, så han kender vores planets sydligste sted, måske bedre end nogle andre danskere. Antarktis er verdens tørreste sted, og nok det mest ufremkommelige og det eneste kontinent, hvor vi ikke har kunne få etableret os rigtigt, for her raser storme, som man ellers kun oplever på andre planeter. Samtidig er det også en kendsgerning, at Sydpolen smelter på grund af klimaforandringer, og der lurer katastrofale vandstandsstigninger forude globalt, hvis ikke vi handler nu i forhold til Parisaftalens mål!

Line-up: Henrik Egede-Lassen (foredrag), Thomas Agergaard (sax), Simon Toldam (keys), Joel Illerhag (Harpebas) og Peter Bruun (trommer),