BMS // 5. JUNI KL. 20.00 // KARENS MINDE KULTURHUS (KLEIN) // ENTRÉ 50,-

Glæd dig til en sydende åbningsaften af SV-festival 2021 inde på Karens Mindes atmosfæriske dansepavillon med skriftkollektivet BMS og Astrid Engberg med band.

BMS indleder åbningsaftenen og sætter gang i SV og Grundlovsdag med deres udforskning af kollektive stemmer som performance, korrespondance og politisk modstand.

BMS, som står for blod måne søndag, læser op fra deres seneste værk i proces “Dittes bog”, som er udgivet som kassettebånd på Escho i 2020. Værket udforsker karakteren, Ditte, som er resultatet af fire forfatteres bestræbelse på at skrive om den samme karakter. Men Ditte er ikke kun er en animeret figur; hun svarer også igen. BMS læser op kollektivt. Et håb – og et råb, om flerpersonlige stemmer og rastløse koreografier.

BMS udgav i april 2017 egenhændigt værket Manifestation!, som er en fysisk bog og et råbekor. BMS’ anden digtsamling, og formelle debut, Knoglemarv lavendel (2018) er netop udkommet i anden udgave – med et nyt udtryk – på forlaget Arena. BMS blev i 2019 nomineret til Blixenprisen for Knoglemarv lavendel – i kategorien for Årets Litterære Talent.

Line-up: Dorte Limkilde, Mette Kierstein, Ronja Johansen og Fine Gråbøl

Anden del af åbningsaftenen er med Astrid Engberg, som er en ener på den danske scene med en musik inspireret af afrikansk musik og nordisk sjæl i et mangfoldigt mix af gnawa, jazz, elektronisk musik og neosoul.

Sidste år udgav hun sit første fuldlængde album Tulpa, som fik flotte anmeldelser. Hun fik 5 hjerter i Politiken, og GAFFA matchede med 5 stjerner og hyldede albummet som ’overbevisende, original brobygning’ og beskrev Astrids vokal således: Hun synger med en drævende sensualitet, forførende skønhed og fræk og netop uudgrundelig respektløshed, der læner sig op ad rap’.

Astrid Engberg er en passioneret producer, sangerinde, pladesamler og DJ. Hun er tidligere bosat i Paris, hvor hun var en aktiv del af den franske undergrundscene. Med sig på scenen i Sydhavnen har hun Anders Bo Eriksen på tuba, maskiner og effekter samt Sven Dam Meinild på saxofon og effekter.

Køb billetter i døren eller bestil HER.

***

Save & sound i Sydhavn: Vi følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Husk følgende:

  • Coronapas, der dokumenterer at du er testet negativ inden for de sidste 72 timer, færdigvaccineret eller har haft Corona de seneste 14- 180 dage.
  • ID (pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort.)
  • Mundbind (når du går og står).